Madskolen mod Madspild
På Madskolen mod Madspild bruger vi en hel dag i køkkenet på at fokusere på madlavning uden madspild. Formålet er, at styrke elevernes kompetencer samt øge deres viden om madspild, bæredygtighed og gode køkkenteknikker. Undervisningen bidrager desuden til elevernes forståelse for mad og måltider gennem en undersøgende og eksperimenterende tilgang.
Dagen starter med en introduktion til det overordnede tema madspild, herunder en introduktion til bæredygtighed, ressourcer og råvarer. Herefter præsenteres én af sæsonens dejlige råvarer, som danner omdrejningspunktet for resten af dagen. Råvaren bruger vi som afsæt til at tale om, hvordan vi kan arbejde på at mindske madspildet i vores spise- og madvaner. Derudover forholder vi os, sammen med eleverne, til økologi, sæson og fødevareproduktion.
Klassen inddeles i grupper og arbejder med dagens sæsonråvare som hovedelement med det formål at understøtte og give erfaringer med, hvordan vi kan arbejde med at mindske madspild. Vi gennemgår løbende tilberedningsmetoder og køkkenteknikker og bliver fortrolige med køkkenets arbejdsgange.
Undervejs arbejder vi, gennem et par teoretiske øvelser, med elevernes forståelse af, hvordan vi kan mindske madspildet. Formålet med dette er at understøtte og koble den praktiske del af madlavningen med teoretisk refleksion.
Vi afslutter dagen med præsentation af maden samt fællesspisning med tid til snak om måltidet og dagens oplevelser.
PRAKTISK INFORMATION
Betingelser for booking:
Forløbet kan udelukkende bookes af skoleklasser, og er gratis for skoler beliggende i Københavns Kommune.
Der skal være min. to aktivt deltagende undervisere med til én klasse.
Klassetrin: Forløbet henvender sig til målgruppen 5.-9. kl., og forløbet tilpasses den enkelte klasse.
Sted:
Karoline Trier
Frederikssundsvej 274 D
2700 Brønshøj
Tidspunkt: Hverdage kl. 09.30-13.30
Hvis forløbet giver anledning til spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Camilla Secher på tlf. 78707501 eller på mail: booking@karolinetrier.dk