En flot fisk
Makrel i tomat
4 ferske makrelfileter
2 dåse flåede tomater
1 løg
2 fed hvidløg
1 spsk sukker
1 tsk salt
1 tsk peber
Pil og hak løg og hvidløg. Steg det på en varm pande med 1 spsk. olie i 2 min. Tilsæt flåede tomater og lad det koge ind i ca. 15 min ved middel varme. Tilsæt sukker, salt og peber. Blend det til en fin sauce i blender eller med stavblender og smag til med salt og peber.
Skær fileterne igennem på midten på den lange led. Skær midterstykket fra på langs, da der kan sidde lidt ben. Hiv skindet af, det er kun den gennemsigtige hinde, der skal af, den mørke del må gerne sidde tilbage.
Fordel makrelfileterne i 2-3 glas med skruelåg (glassene skal kunne tåle varme). Hæld tomatsaucen over fileterne og skru lågene løst på. Sæt glassene i en bradepande og fyld et par cm vand i bradepanden. Sæt bradepanden i ovnen ved 125 grader i ca. 60 min eller til det bobler lidt i glassene. Tag bradepanden ud og skru lågene helt på med et viskestykke. Lad glassene køle helt af før servering.